Tandpine om natten
Bekymringer og smerter kan føles værre om natten. Tandpine kan forstyrre eller helt ødelægge nattesøvnen og årsagerne til tandsmerterne kan være mange.
Dette kan du gøre for at lindre smerterne til du kan få hjælp:
Hvis smerterne forværres når du ligger ned, kan du prøve at lægge en ekstra pude under hovedet så hovedet holdes højere eller eventuelt sidde op. I nogle tilfælde kan kulde lindre smerterne, men kan desværre også i andre tilfælde forværre disse, så du bliver nødt til at prøve, hvad der virker.
Kuldebehandling kan være at holde en isterning i munden, drikke koldt vand eller holde en pose frosne ærter eller lignende omviklet med et viskestykke mod kinden.
Hvis du tager smertestillende anbefaler vi 2 tabletter 500mg Panodil/Pamol hver 6. time og hvis du tåler NSAID (gigtmedicin) kan du supplere med 2 tabletter Ipren 200 mg hver 6. time.
Mundskylning med klorhexidin mundskyllevæske 0,12% kan i nogle tilfælde lindre.
Tandpine om natten og når man vågner kan være udløst af tandpres eller tænderskæren, så prøv at være opmærksom på, om dine ansigtsmuskler føles spændte og ømme. Måske kan afslapning og blid massage af ansigtsmusklerne hjælpe lidt.
Hvornår skal man kontakte tandlægen?
Har du haft tandpine om natten så ring til tandlægen så tidligt som muligt dagen efter, så vi kan finde en tid til at hjælpe dig. I weekenden og på helligdage kan du kontakte tandlægevagten.
Tandlægevagten region Syddanmark:
Du kan ringe til Tandlægevagten og få en tid lørdage, søndage og helligdage fra klokken 9 -12 i en af regionens tre tandklinikker. Deres telefonnummer er 99 44 08 09.
Du skal møde ind til behandling mellem klokken 10 og 12 efter nærmere aftale pr. telefon. Behandling kan også foregå efter kl. 12 afhængig af opgavens omfang og travlheden på klinikken.