Tandrensning i Vejle
Ved en tandrensning fjernes hårde og bløde belægninger, som kan forårsage sygdom i tænderne eller tandkødet. De bløde belægninger kaldes plak, og de hårde kaldes tandsten.
Hvad er plak og tandsten?
Plak kaldes også biofilm og er bakterieansamlinger på tænderne.
Bakterier er naturligt og konstant til stede i mundhulen også umiddelbart efter tandbørstning. Bakterierne i mundhulen har den egenskab, at de kan klæbe sig fast – selv til glatte overflader. De hæfter sig på en tynd proteinhinde (pellikkel), som dækker tænderne. Hvis plakken ikke fjernes, bliver hinden tykkere og bakterierne flere og mere mangfoldige. Bakterierne kan udskille syre, når de fra vores mad og drikke får adgang til sukker og kan forårsage nedbrydning af mineral i tandoverfladen, altså huller. De kan også fremkalde betændelse i tandkødet, som senere kan udvikle sig til paradentose.
Tandsten er forkalket plak. Kalken kommer fra spyttet. Tandsten kan forebygges, og mængden nedsættes ved grundig mundhygiejne, men kan ikke fjernes ved tandbørstning, når den først er dannet. Tandsten kan fjernes ved en tandrensning.
Hvordan forebygges dannelse af tandsten?
Grundig tandbørstning to gange dagligt, gerne med elektrisk tandbørste, og omhyggeligt renhold mellem tænderne nedsætter mængden af plak og forsinker dannelse af tandsten.
Det er individuelt, hvor ofte man har er behov for at få renset sine tænder.
Nogle mennesker danner bare tandsten hurtigere end andre.
Hvordan foregår en tandrensning?
Tandrensning udføres ved hjælp af ultralyds- og håndinstrumenter. Med håndinstrumenter skrabes forkalkningerne forsigtig af tandens overflade, mens ultralydsinstrumentet fjerner tandsten skånsomt ved hjælp af hurtige mikrobevægelser.
Tandrensningen afsluttes med en afpudsning af tænderne for eventuelle misfarvninger.