Knækket tand
Hvis du knækker en tand eller en del af en tand er knækket af, bør den repareres så skaden og udgiften til reparation ikke bliver større.
En slidt fyldning der har løsnet sig og er faldet ud kan føles som en knækket tand. I så fald vil der ofte blot være tale om at der skal laves en ny fyldning.
Er der knækket en del af selve tanden, kan det skyldes, at der er hul i tanden, som har undermineret den del af tanden, der er knækket af. Er det et hul som ikke går ind til nervehulrummet, kan det repareres med en fyldning. Er hullet i tanden så stort, at det går ind til nervehulrummet, skal tanden rodbehandles, fordi der så er kommet bakterier ind til nerven. En rodbehandling betyder, at nerven i tanden fjernes.
Hvis en tand, der skal rodbehandles, eller som allerede er rodbehandlet, knækker vil det ofte være bedst at lave en krone på tanden. En krone er som en hætte, der sættes udover tanden med form og farve som en naturlig tand. Det er den stærkest mulige reparation, der kan laves på en tand, når tanden er rodbehandlet, eller hvis der er knækket meget af tanden.
Der kan også være knækket et stykke af en tand, fordi der er bidt på noget hårdt eller pga. slid som enten er naturligt eller pga. tænderskæren, bruxisme. Dette kan som regel også repareres, men i nogle tilfælde kan bruddet ligge så dybt, at tanden må fjernes. I de tilfælde hvor en knækket tand må fjernes, kan den erstattes med et implantat eller en bro.